Jeg vaagnede ved 6-tiden her til morgen. Jeg ventede til ved 11 tiden i aftes paa min kuffert, men den var ikke kommet, saa jeg gik i seng med uforrettet sag. Heldigvis stod den nede i receptionen her til morgen. Jeg fandt loebeskoene frem og fik dem spaendt paa foedderne og begav mig ud i regnen og blaesten udstyret med et turist kort over Helsinki.

Turen gik rundt langs kysten. Der er nemlig ret meget kyststraekning her. Det goer det lidt nemmere at navigere naar man bare skal soerge for at vandet altid er paa venstre side. Jeg var dog noedt til at vende snuden tilbage mod hotellet paa et eller andet tidspunkt, og saa viste det sig lidt problematisk at laese de smaa bogstaver paa turistkortet. Jeg vidste saadan nogenlunde hvor jeg var, men det tog adskillige forsoeg og venden og drejen af turistkortet for at finde tilbage igen. Det blev til godt og vel en time.

Der skete ikke alverden, saa jeg gik op til det Olympiske Station for at se om jeg kunne komme ind og se det. Det blev bygget til de Olympiske lege i 1952, og er just ikke helt nyt laengere. Det bliver stadig brugt, og bortset fra en fejemaskine chauffoer var jeg den eneste. Graesplaenen var helt fantastisk groen, saa vedligeholdelsen fejler ikke noget. Der var et Olympisk museum, som jeg ligesaa godt kunne se nu jeg alligeval var i nabolaget. Det var dog hurtigt overstaaet. Ud over Lasse Viren tilbage i 70'erne har finnerne vist ikke faaet saa mange guldmedaljer. Det var vist i Munchen 72, hvor han vandt guld i 10 og 5 kilometer, efter at ha' faldet i et af dem. Jeg maa hellere sige at jeg ikke er helt paa det rene med antallet af finske guldmedaljer siden da. Der var en 'virtuel Lasse' maskine hvor man kunne loebe om kap med Lasse paa et loebebaand. Efter morgenens loebetur og med mine aldrende knae mente jeg dog ikke at jeg havde mange chancer, saa jeg undlod at forsoege.

Jean Sibelius er en halvberoemt finsk komponist fra begyndelsen af 1900 tallet. Ham er finnerne ret stolte af. De har ihvertfald navngivet en minigolf bane efter ham. Der er ogsaa et ret unikt monument med en masse metal roer. Det gik jeg over for at se. Ud over metalroererne er der ogsaa en buste af hans hoved. Det er noget stoerrer end hans hoved var i virkeligheden, saa de japanske turister ynder at traekke troejen op over hovedet og placere sig under busten, og saa faa deres med-turister til at tage tusindvis af billeder af dem, til stor morskab for hele forsamlingen. Jeg ville ogsaa gerne ha' et billede af mit hoved ved siden af Sibelius', men det var naeste umuligt at komme til.

Efter den sindsoprivende oplevelse med Sibelius' buste, gik jeg over til National museummet, og saa paa nogle gamle sten fra stenalderen, og en del malerier af kvinder med tendens til overskaeg. Det var ikke helt saa sindsoprivende som Sibelius. Jeg naaede ogsaa forbi Helsinki By museum, hvor der var nogle gamle sporvogne, og ikke mindst en cafe, hvor jeg kunne sidde lidt ned og komme til haegterne efter alle de synsindtryk, som jeg lige skulle ha' tid til at behandle, rent mentalt.

Jeg travede videre og fandt et Design museum. Der var nogle udstillinger af finsk kunst og design. De kan ikke helt hamle op med danskerne syntes jeg, men de gaar aabenbart helt vildt op i firkantede tallerkener, for dem var der en del af.

Jeg fik pludselig en utaemmelig lyst til en eftermiddagslur. Klokken var blevet 3, saa det kunne jo lige passe med et par timer paa langs inden aftensmaden. Jeg gad ikke gaa ud og finde en restaurant, saa jeg gik ind paa hotellets restaurant, hvor jeg ogsaa spiste igaar. Maaltidet igaar var ganske udemaerket. Valget faldt paa en ret der hed 'Rudolf', og der var et finsk flag ud for den. Beskrivelsen indikerede at det var noget ragout med rensdyrskoed, og min gourmet gane syntes det loed helt fantastisk. Efter at ha' ventet en rum tid kom tjeneren med en burger, og spurgte om det var det jeg havde bestilt. Jeg blev lidt overrasket, det var ikke lige det jeg havde sat naesen op efter. Jeg fik fremstammet... 'Rudolf???' og saa paa ham med det mest undrende udtryk jeg kunne moenstre. Rudolf var aabenbart ikke navnet paa den burger. Han fes nemlig tilbage i koekkenet, og efter endnu en rum tids venten dukkede han op med en pizza med bacon. Det var jo heller ikke ligefrem hvad jeg havde forventet, men nu var jeg blevet godt gammelsulten, saa jeg tog den, og besluttede at glemme alt om Rudolf. Jeg skyllede den ned med et glas Karhu.